Målet er verdenseliten!
 






I 2001 begyndte min ene storebror til noget, der hedder skoleskydning, der er en konkurrence under DGI Skydning for alle 5. klassere. Herefter begyndte min anden bror, min far, og ja.. Så skulle jeg da også prøve. Det er efterhånden et par år siden, og jeg husker lige så tydeligt, at jeg skød 176 point ud af 200 mulige - jeg var så pavestolt!
 

To år senere vandt jeg med min klasse skoleskydning, og der begyndte jeg, at synes at skydning var  meget interessant. Og det blev sjovere des bedre jeg blev.

Banen til 10 m EM i Meråker 2010
 

Min vej

I 2006 blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle der ske noget. Det var den her sport, jeg ville satse på, og jeg havde mine forældres fulde opbakning. Det betød at jeg som 13-årig var ude og investere i min egen riffel. En Walther KK 300 cal. 22, som jeg også skyder med i dag.


Men som for mange andre sportsfolk handler det om at møde de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. I 2009 var jeg til en stor konkurrence inden for den nationale forening DGI Skydning (dengang De Danske Skytteforeninger), hvor min far introducerede mig til den daværende breddekonsulent for Dansk Skytte Unions Jens Møllenberg. Sammen fik vi sat os ned og det var startskuddet til min elitære karriere. Vi fik lavet målsætninger og han hjalp mig med at få øjnene op for hele den verden, som jeg i dag lever og ånder for. Og målet er stadig det samme den dag i dag; de Olymiske Lege. 


Resultaterne kom lige så stille og i 2007 skiftede jeg fra barndomsforeningen Vissenbjeg Skytteforening og videre til Særslev Skytteforening, hvor jeg skød i to år inden turen gik til BPI, hvor jeg skyder i dag, og har gjort siden februar 2009.

 

Helt fra barns ben har jeg syntes at skydning var sjovt. Det var i hvert fald anderledes. Det gav mig nogle helt andre oplevelser end dem, jeg fik enten på dansegulvet i form af jeg har gået til sportsdans siden jeg var 2 år, og også helt anderledes end dem jeg fik på håndboldbanen. Det er et helt andet folkefærd, og endelig fandt jeg noget, hvor jeg turde vise, hvem jeg var. Som barn var jeg meget opmærksom på andres følelser og hvordan de havde det, og alle skulle være med osv., hvilket gjorde, at jeg ikke selv formåede at udnytte et latent talent på eksempelvis håndboldbanen. Jeg blev endda tilbudt at komme til Svendborg for at spille dengang. 


På skydebanen kunne jeg bare på en anden måde udnytte, hvad jeg kunne og blive endnu bedre. Jeg kunne arbejde med mig selv og mærke efter, og samtidig også se en udvikling. Og oven i det hele, kunne jeg også klappe mig selv på skulderen efter endt træning eller konkurrence. Det er nemlig op til mig, hvordan det går. 


Jeg savner holdånden, der er at finde på håndboldbanen, men det har ikke kunnet lade sig gøre at forene studie, job og så meget skydning med en sportsgren, der kræver min tilstedeværelse flere gange om ugen, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke ville være tilfreds med mig selv, medmindre jeg også gav mit bedste der. Men jeg har dog ikke helt lagt dansen på hylden. Når det er muligt, tager jeg til Herning for at danse standard og latin. Det er skønt at være tilbage i denne feminine og ikke mindst fysiske verden, hvor det kræver andet end at løfte jern eller løbe på løbebånd. 

Den første udenlandstur

 

 

November 2008 var første gang, jeg var udenlands med skydning. Det var en "studietur" til Frankfurt, hvor vi skulle ned og se, hvordan de trænede dernede, så vi kan udvikle træningskulturen i Danmark.

 

Siden da er der sket mange ting. Og marts 2010 var jeg for første gang udtaget med juniorlandsholdet for at skyde Ungdoms OL udtagelse i Norge. Resultatet dengang var ikke noget at råbe hurra for - jeg har aldrig i mit liv været så nervøs! Sikke en oplevelse. Med -20 grader udenfor stod vi en hal, hvor Europas bedste juniore under 18 år skød mod hinanden.

 

Senere var jeg udtaget med samme hold til Suhl, Tyskland. Der skød jeg min daværende personlige rekord på 10 meter luftriffel med 390 point.

 

Nogle af mine bedste resultater har jeg skudt i udlandet, og derfor er jeg også sikker på, at min udvikling nok skal fortsætte, og at jeg nok skal få et højt niveau - også i udlandet.

Lav din egen hjemmeside med mono.net